Kræftpatientens larmende tomrum

Sundhedsvæsenet har fokus på at helbrede dig, når du bliver ramt af kræft. Hospitaler og læger har specialiseret sig i at behandle og er rigtig dygtige til det, og Kræftens bekæmpelse gør et stort arbejde. Men at komme tilbage til livet og være klar til at håndtere hverdagen igen kan være rigtig svært – ikke mindst det at skulle håndtere både de fysiske og psykiske eftervirkninger, helt ALENE.

​Når kemoterapien og strålebehandlingen slutter, opstår der for mange patienter et tomrum. Det er fordi de i en længere periode har været omgivet af en masse fagpersoner til lægesamtaler, scanninger, blodprøvetagning, fysioterapi, træning og operationsforberedelse m.m.

Her begynder et nyt kapitel i livet, måske med smerter efter kemoterapien eller operationen, en mave der ikke fungerer, søvnproblemer, tanker/bekymringer om fremtiden, måske et ændret udseende, ændret energiniveau og måske en vennekreds, der ikke helt forstår sygdomsforløbet. Men værst af alt: Der er ikke længere ressourcer, der hjælper én videre: You’re on your own. Man må selv finde ud af, hvilken vej man skal gå og hvilke nye ressourcer, man nu kan/skal gøre brug af. Kropsterapi kan være svaret.

​

”Der er ikke længere ressourcer, der hjælper én videre: You’re on your own”
​

Måske har patienten gået længe og været tapper og holdt sammen på sig selv for ikke at kollapse og give op i det hårde sygdomsforløb. Måske har der ophobet sig en masse frustration og vrede, over sygdommen, måske over systemet, familie og venner mm., og det kan være svært at håndtere ALENE.

Under behandlingsforløbet: godt!
Efter: skidt!

Vi vurderes som et af de lykkeligste lande i verden og med nogle af de bedste behandlingstilbud, men hvorfor er vores system kun gearet til at behandle UNDER sygdomsforløbet og ikke til at tage sig af patienterne EFTER et langt og hårdt sygdomsforløb? Der, hvor patienterne virkelig har hårdt brug for hjælp? Der er så mange svære følelser i spil, og det virker så meningsløst at efterlade patienterne i et tomrum – det skriger til himlen. Det er efter min mening et alvorligt svigt, svigt af sårbare sjæle.

”Der er så mange følelser i spil, og det virker så meningsløst at efterlade patienterne i et tomrum – det skriger til himlen.”

Et smæk med døren

Det er påvist, at kræftpatienter i behandlingsforløb kan have stor glæde af massage og kropsterapi, fordi det bl.a. kan hjælpe til at reducere stress, træthed og smerter, så hvorfor ikke også hjælpe denne patientgruppe kærligt tilbage til hverdagen efter endt behandlingsforløb? Med en naturlig anerkendelse af, at de er værdige til komme tilbage til et værdigt liv og at få tilført det, de mangler. Det vil på den lange bane være med til at hjælpe dem på benene igen og forebygge depressioner. Det virker ærlig talt utrolig modsætningsfyldt, at man behandler, hjælper, støtter og bruger en masse ressourcer for så, som at smække en dør, overlader patienterne til sig selv: Held og lykke!

Når vi har udsat vores kroppe for uhensigtsmæssige bevægelser længe, når vi holder ud og overlever i stedet for virkelig at ”leve” og vi overhører vores krops signaler, begynder kroppen på et tidspunkt at gøre ondt. Når vi ikke må være med det som er, når vi ikke ønsker at blive set i vores uskønheder og skygger spænder kroppen kraftigt op og skaber spændinger. Hvis vi bliver ved med at overhøre kroppens signaler længe nok tiltager smerterne som oftest og i bedste fald giver det blot smerter i nakke og lænden, måske lidt i kæben og også smerter i mave og underlivet.

​Med tiden kan vi vænne os til en masse ”kropsstøj” dvs. en masse spændinger og smerter. Vi lader det gå ind under kategorien småskavanker som kommer med alderen. Men i virkeligheden er det kroppen der kræver nogle småjusteringer og kroppens sprog er det ultimativt vigtigste sprog at forstå.

Kontakt mig for at høre mere om, hvordan kropsterapi hos mig kan hjælpe dig.